Den gamle mand og hans hest

I de nordlige grænseegne levede en gammel mand, der gjaldt for vis — grænsens olding. En morgen løb hans hest bort mod steppelandene. Naboerne kom for at beklage ham. Han svarede blot: ”Hvem ved? Måske er det en lykke.”

Måneder gik. Hesten vendte tilbage — og med den vilde heste fra stepperne. Naboerne kom for at lykønske ham med dette held. Den gamle svarede: ”Hvem ved? Måske er det en ulykke.”

Hans søn holdt af at ride de nye heste. En dag blev han kastet af og brækkede benet. Naboerne kom for at trøste ham. Den gamle svarede: ”Hvem ved? Måske er det en lykke.”

Et år senere krydsede steppernes ryttere grænsen. Alle våbenføre mænd drog i krigen; af dem vendte ni ud af ti ikke hjem. Sønnen var på grund af sit ben blevet i landsbyen. Far og søn kom gennem krigen sammen.

»Alt i livet er som den gamle mands hest.«